mandag den 20. april 2015

Håndværk og design – et sparefag eller en vej til uddannelse?

Dette indlæg tager udgangspunkt i et autentisk spørgsmål fra en lærer i håndværk og design, og det fik mig til at tænke over fagets berettigelse i folkeskolen. Spørgsmålet så jeg i en gruppe på Facebook, der hedder ”Håndværk og design”, hvor en lærer har stillet et spørgsmål omkring antallet af elever og lærere i undervisningen. Hun udtrykte sig således:

”Jeg skal til møde med min ledelse vedr. fremtidig struktur af håndværk og design undervisningen. Hvordan ser elevnomineringen ud på jeres skole? I skoleåret 14/15 har man på vores skole prioriteret, at være én lærer og én pædagog til 27-29 elever. Men på sigt, måske allerede fra næste år er det meningen, at én lærer skal kunne håndtere 27-29 elever alene. Er dette hensigtsmæssigt? Er der andre af jer, hvor der er én lærer og 28 elever?”

Fagene sløjd og håndarbejde blev i sommeren 2014 slået sammen til ét fag, som nu hedder håndværk og design. Ideen er at fagenes håndværk nu skal kunne kombineres i forskellige design, og at design har fået en stor rolle i undervisningen. At fagene slås sammen betyder, at der skal tages stilling til om timetallet og økonomien fra de to fag skal lægges sammen i en stor pulje, eller om det nye fags timer og økonomi skal mindskes? Det betyder også, at man skal overveje hvor mange elever og lærere der skal være i undervisningen?

Som læreren udtrykker det i sit spørgsmål til andre lærere i håndværk og design, er hun bekymret for at stå alene med en hel klasse på næsten 30 elever, og hun ønsker at høre fra andre lærere, hvordan deres skoler strukturerer undervisningen, og hvad de mener, er hensigtsmæssigt?

Jeg mener, at det absolut ikke er hensigtsmæssigt, at der kun er én lærer til stede i et faglokale med potentielt farligt værktøj og med en hel klasse. For det første er der som regel ikke plads til at have en hel klasse i enten sløjd- eller håndarbejdslokalet, da der ofte hverken er pladser eller værktøj nok. For det andet skal håndværk og design nu foregå i både sløjd- og håndarbejdslokalet, da man skal kunne kombinere bløde og hårde materialer, og en enkelt lærer til to faglokaler kan slet ikke lade sig gøre, idet der altid skal være opsyn med alle elever. Mange steder ligger sløjd- og håndarbejdslokalet ikke engang ved siden af hinanden, hvilket gør det upraktisk at kombinere bløde og hårde materialer, da man kan have brug for at flytte sig fra det ene rum til det andet for at bruge forskelligt værktøj eller afprøve sin produktion. For det tredje er det ud fra et sikkerhedsperspektiv nødvendigt at have godt styr på alle elever, da der arbejdes med farligt værktøj, og for det fjerde behøver eleverne ofte hjælp og vejledning enkeltvis i deres arbejde og læreproces, hvilket er meget tidskrævende.

I min praktik på 3. årgang havde jeg håndværk og design i en 4. klasse og en 5. klasse, og her var man to faglærere til én klasse på 24-26 elever. Nogle gange var der også en pædagog til stede, som kendte eleverne godt, og det særlige var selvfølgelig, at vi var yderligere to voksne i form af mig selv og min medstuderende som praktikanter. På skolen havde man valgt denne struktur med to lærere til en klasse, og de to lærere var så i henholdsvis sløjdlokalet eller håndarbejdslokalet med en halv klasse. Vores undervisning tog udgangspunkt i design og det at kombinere bløde og hårde materialer, og eleverne arbejdede derfor i begge faglokaler på forskellige tidspunkter. Til trods for at vi var 4-5 voksne og 24-26 elever, så måtte eleverne alligevel vente på at få hjælp, og da faglokalerne lå langt fra hinanden, var det svært at holde opsyn med alle elever. Og vi var som sagt 4 voksne!

Så nej – det er ikke hensigtsmæssigt, at man kun er en enkelt lærer til en hel klasse i et praktisk fag, hvor eleverne arbejder med farligt værktøj. Det er det bare ikke.

En anden ting der kan bekymre mig ved det nye fag er, at fagligheden kan synes mindsket i forhold til de to gamle fag sløjd og håndarbejde. Jeg frygter, at fagligheden og det at fordybe sig i en særlig teknik eller et materiale falder ud til fordel for design og entreprenørskab, som absolut er interessante begreber, men som ikke bør tage fokus fra håndværket, som i virkeligheden er kernen i fagligheden. Hvis man ønsker, at fremtidens elever også skal vælge håndværksuddannelser, så bør man udfordre eleverne i de håndværksmæssige kompetencer, og vise dem hvad håndværk er og går ud på, således at eleverne også får øjnene op for uddannelser af denne art. Det store fokus på boglig uddannelse og særligt gymnasiet gør, at håndværksuddannelser sættes i baggrunden og anses som mindre prestigefyldt. Man bør i virkeligheden arbejde på, at faget håndværk og design kan blive en direkte vej til håndværksuddannelser, hvor eleverne ikke kun har faget på mellemtrinet, men også har faget i udskolingen. Med denne løsning kunne man give eleverne de nødvendige håndværksmæssige kompetencer på mellemtrinet, og i udskolingen arbejde mere med design, innovation, genbrug osv., så eleverne kan bruge deres kompetencer i kreative designløsninger.

Hvis man ønsker, at håndværk og design skal have en plads i den nye folkeskole, bør man fokusere på fagets primære mål, som er håndværket, og hvis man ønsker, at flere elever skal vælge en håndværksuddannelse, bør man opprioritere faget og dets faglighed. Som det ser ud nu, synes jeg, at håndværket lider under kravet om design, og designet lider under, at eleverne ikke har nok kompetencer. Det er både synd for håndværket og for designet.

For at afslutte dette indlæg vil jeg vende tilbage til det spørgsmål, som jeg præsenterede i starten. Jeg mener, at ledelsen på skolen skal overveje grundigt, hvordan de ser faget håndværk og design i skolen. Hvis ledelsen tager faget seriøst, og ser det som en vej til uddannelse, hvilket jeg i høj grad mener, at det er, bør faget prioriteres højt og som minimum have to lærere pr. klasse. Man bør også have faget i alle de fire år, som de forenklede fælles mål har lavet mål til, og man bør i udskolingen enten kunne vælge faget som valgfag, eller have en særlig ”linje”, som har håndværk og design i fokus. Hvis ledelsen ikke anser faget som værende vigtigt i forhold til elevernes videre uddannelse (og almen dannelse), så er håndværk og design bare et praktisk og kreativt fag, som kan give elever en pause fra de boglige fag og noget bevægelse i hverdagen. Bør faget så overhovedet eksistere? Ledelsen skal i virkeligheden spørge sig selv:

Er håndværk og design et sparefag eller en vej til uddannelse?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar